Skrald??..

Hmm.. Der er en del der er gået op for mig for tiden. Eller man kan sige det på en anden måde, jeg er begyndt at indse nogle ting, som jeg har benægtet i rigtig mange år nu.. Eller siden, jeg var 14-15 år. Hver gang der er nogen der spørger om der er noget galt, så sætter jeg altid min smilende facade op og siger at det bare er noget de bilder dem selv ind, for der er intet glat. Men i virkeligheden, har jeg bare lyst til at åbne munden og fortælle vedkommende hvad der går mig på. Men.. Jeg stopper altid mig selv, fordi jeg ikke vil være opmærksomheds krævende, jeg sætter altid andre før mig selv.. Har de det mon godt? Skal jeg skrive, hvordan det går? Hvorfor siger vedkommende at der ikke er noget galt, men at man kan se andre steder at vedkommende er helt ude af den?.. Så til sidst, så kan man vel sige at jeg glemmer mig selv. Jeg prøver så godt jeg nu kan at gøre andre tilfredse, vise overfor dem, at jeg sagtens kan lade min skulder stå til rådighed hvis de har brug for at græde. At de kan ringe eller skrive til mig hvornår det skulle være. Men imens, går jeg med så mange ting der plager mig, som jeg ikke kan få ud. At jeg til sidst bryder sammen og ligger og græder i timevis, uden at der er nogle som trøster mig..

Den eneste som lige for tiden, ren faktisk har bemærket at der har været noget galt er... Tobias..
Da vi var sammen nogle dage før sommerferien, blev jeg ked af det, imens vi var sammen. Men fordi jeg meditere, kunne jeg holde tårerne tilbage, ved at trække vejret på en speciel måde. Dog, da han fulgte mig ned til stationen, spurgte han ind til om der var noget galt og der smilede jeg bare til ham og sagde at alt var fint. Men han troede langt fra på mig, så godt kender han mig jo. Men som altid, kunne jeg ikke komme ud med det, for det første i frygt for at græde, men også for at virke opmærksomheds krævende. Så lige inden jeg steg ind i toget, vinkede jeg igen til Tobias, også kom tårerne ellers frem, fordi så behøvede Tobias ikke at skulle se på det.

Igennem det meste af mit liv, er jeg altid den der er blevet trådt på, fjollet rundt med og overset. For det meste af tiden føler jeg mig alene, det gjorde jeg ikke da jeg kom sammen med Tobias, fordi så viste jeg at jeg blev værdsat, jeg var ønsket i hans liv og han var glad for at jeg var en del af hans liv... Men lige siden vi slog op, er filmen bare knækket for mig. Jeg siger at jeg har det godt, men det er jo ikke sandt? Jeg ved ikke  hvor jeg skal gøre af mig selv.. Jeg har nu snart været single i 1 måned og jeg har aldrig nogensinde haft det så dårligt, som jeg har nu. Jeg savner at føle mig værdsat, jeg savner at få beskeder af Tobias, hvor der står "Jeg savner mig skat!! ): Jeg vil putte/holde om dig :*".. Ingen har nogensinde kunnet gøre mig så lykkelig som Tobias. De fleste tænker nok nu *Så kom dog videre! Glem ham!*, men det kan jeg ikke.. Længslen efter ham, bliver kun større og større for hver dag der går, hele tiden sidder jeg og håber på at der lige pludselig kommer en sms eller en besked om at han ikke kan holde det ud længere, at han savner mig og at han gerne vil have mig tilbage. Men ja.. Det vil tiden vise sig, jeg føler dog at for hver dag der går, så bliver mit hjerte revet i små stykker, lidt efter lidt. Fordi jeg savner ham, så meget som jeg gør. Der er minder om ham, overalt og jeg vil også beholde mine minder, for de er så dejlige. Det er Tobias, som jeg kan se mig selv med om 2-3 år. Jeg går glip af så mange ting i hans liv lige nu og jeg hader det. Jeg hader det virkelig, jeg vil så gerne være en del af det. Men jeg må vente, vente tålmodigt på at der sker et mirakel, holde hovedet højt og være optimistisk, selvom det er hårdt..

Er jeg ikke andet, end et stykke skrald, som man lige hurtigt kigger på, når man går hen af gaden..??